Regnvandsbassin

Billede kun for illustration

Bestyrelsen samt en del af grundejerforeningens medlemmer deltog d. 8. okt. i orienteringsmøde vedr. regnvandsløsning på Højvangen 23 hos Fredensborg Forsyning (FF). Der var inden mødet pr. mail sendt en indkaldelse samt en kort orientering om udbedring af regnvandsafledning gennem ”vores” fællesareal (mellem 200- og 300-husene).

Projektet bliver sat i gang for at fremtidssikre, at regnvand fra husene, parkeringspladserne og vejområderne nord for vores område kan ledes sikkert bort. Med det nye afledningssystem udvides eksisterende kapacitet for at sikre at områderne nordfor og mellem 200- og 300-husene ikke oversvømmes i forbindelse med meget kraftig nedbør i området. Den eksisterende rødledning udvides fra en rørdiameter på 20 cm til fremtidig at have en diameter på 80 cm. Dette skulle gerne sikre, at alle kraftige nedbørssituation udover såkaldte ”100-år hændelser”, ikke forsager oversvømmelser af vores områder.

I kan se skitse for arbejdet ved at klikke her

Planen er at begynde oprensning og udvidelse af opsamlingsbassinet, som ligger mellem Ravnsbjerggårdsvej og Humlebækvej (sydøst for 300-husene), d. 11 november i år. Dette arbejde forventes at tage ca. 4 uger afhængig af vejrliget. Tilladelsen til at foretage denne oprensning løber fra oktober til marts. Der bliver bl.a. foretaget kontinuerlig udpumpning af vand fra bassinet, men FF og COWI lovede at det ville ske med næsten lydløse pumper. Området omkring basinnet og stien til mellem Ravnsbjerggårdsvej og Humlebækvej (den ”gamle” sti mod Knurrenborgvang bliver afspærret, da der kommer til at operere ret store gravemaskiner (heraf en flydende) i og omkring bassinet.

Selve opgravning og nedlægning af de nye rør samt afpropning af de gamle rør vil ske fra forår 2025 (når vejrliget tillader det) og kan forventes at tage 3-5 måneder. Der bliver afspærring i de berørte områder, men det vil være muligt for hundeluftere og andre turgængere at komme forbi/igennem området.

Der opsættes skilte med telefonnumre (vagttelefon) ved afspærringerne, som kan bruges, hvis man ønsker at komme i kontakt med entreprenøren eller Fredensborg Forsyning. Det blev understreget at FF hellere så, at vi henvendte os så snart vi evt. observerede uregelmæssigheder, fremfor vi klagede efterfølgende.